SEND MIG EN MAIL

23. juni 2010

Bloggen er midlertidigt lukket

Som I nok alle har opdaget har der ikke været megen aktivitet herinde de seneste måneder.

Fortvivl ej...Jeg har det rigtigt godt og spændende nyt er på vej.

Forklaring følger...

God sommer til alle

28. februar 2010

Back to the future II

Glæden ved at glæde andre, er en dyd jeg aldrig bliver træt af. At befinde sig i smilets land gør for mig en stor forskel i hverdagen. Blikke der mødes, et stort smil i retur og min dag er reddet. Jeg ELSKER thaierne og deres imødekommenhed.

Onsdag den 24. februar tog jeg efter et glædeligt gensyn med Bente (fra Tylstrup) en tur til Mae Sariangs smukke bjerge. Bagdelen var lidt øm efter 200 km tur på motorcykel, men oplevelsen og friheden var det hele værd. I december måned skiftede jeg job i virksomheden, så jeg nu er blevet "telefonfri" og det nyder jeg virkelig. Jeg blevet en del af SEO-teamet og med en teknisk baggrund og interesse varetager jeg denne del af søgeoptimeringen i firmaet. Eftersom jeg ikke længere har den direkte kontakt til kunderne kan jeg nu nyde friheden med mobilt "bredbånd" og en laptop overalt i Thailand.I skrivende stund befinder jeg mig stadig i Mae Sariang, uden for lov og ret, i en by hvor der ihvertfald ikke er beskatning på smil og gæstfrihed. Sprogbarrieren er der stadig, men den minimeres for hvert besøg og "talk with hands" fungerer godt til en vis grænse.
At arbejde udendørs i skyggen med udsigt til bjerge og rismarker er noget alle burde prøve. Dagligt har jeg tilskuere fra hele landsbyen der kommer med et smil og betragter "manden fra fremtiden" der sidder og "arbejder". Hverken computer, internet eller udlændinge er hverdagskost heroppe. Byen vågner klokken 5.30 og sover kl. 20. Jeg bader udendørs mellem høns og kyllinger, henter kokosnødder i træerne og nyder den simple tilværelse der dog er blevet suppleret med udstyr fra "fremtiden". Nu vil jeg lukke for den digitale kommunikation og tage en tur på marked i nærmeste storby.

Rigtig god søndag til alle i DK

7. februar 2010

Opsamling

Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte? Efter reprimander fra mor Anna og Karen Kragh er jeg nødt til at skrive noget på bloggen idag, hvis ikke jeg skal miste 2 trofaste læsere som igennem den seneste tid har klikket forgæves et utal af gange i håbet om nyt fra Thailand.
December måned kom jeg hjem til juleferie. Ikke verdens længste af slagsen, men at få lov og opleve hvid jul sammen med familien, det er trods alt noget der ikke sker hver eneste år, og bestemt en 8500 kilometers flyvetur værd. Den nyindkøbte vinterjakke og tilhørende Ecco-støvler viste sig at være en god investering da jeg landede 30 min. før Obama i København Lufthavn. Igen var det første der slog mig den friske luft der er i Danmark. Skønt skønt skønt! Godt nok er Chiang Mai væsentlig mere behagelig at trække vejret i end Bangkok, men det når ikke Danmark til sokkeholderne.
Opholdet i Danmark gik med forberedelser til juleaften og så ellers spise og atter spise med flere forskellige konstallationer af familien. Julevægten talte sit tydelige sprog og det lykkedes mig at tage godt 5 kilo på til disse måltider. En enkelt dag var der plads i programmet til at besøge Søren Tousig som havde lagt billet ind et par måneder i forvejen. Jeg havde her fornøjelsen af at køre med Nordjyllands trafikselskab på en snevejrsdag, men trods forsinkelse og godt selskab af Bo Larsens far, Svend, nåede jeg frem til Tousig et par timer senere end inviteret. Først skulle jeg se Tousigs nye badeværelse som han havde fået lavet mens han var på besøg i Chiang Mai i juli måned, og herefter blev jeg kommanderet ud i køkkenet til en smøg og et glas vin mens han ville lave maden færdig....SURPRISE!!!!!! Køkkenet var fyldt med alle mine dejlige venner og aftenen igennem ringede det ofte på døren og flere stødte til. Alt sammen i et super velkoordineret arrangement af Anders Dahl, Lise, mor Anna og Søren Tousig. Tusind tak for det alle sammen! Det var virkelig rart at vide i stadig er der for en, til trods for at man lever på den anden side af verden. Det er en aften jeg aldrig vil glemme og ofte tænker tilbage på! TAK!
Til de der ikke kunne komme skal I vide, I ikke er glemt samt I altid er velkomne hernede eller at vi ses næste gang jeg kommer hjem.
Julen var en rigtig dejlig tid at komme hjem på så man kunne bruge en masse tid med familien, til gengæld er det naturligvis også det alle I andre gør, og derfor kan det være svært at få set alle når man er på kort visit. Næste besøg bliver nok på en anden årstid så jeg kan få set flere af Jer.
Jeg vendte tilbage til Chiang Mai lige inden nytår og har haft besøg af Ricky (USA), Jeannine (Tyskland) og Myriel (Tyskland) som jeg alle mødte for 2 år siden på Julies Guesthouse og som kom tilbage hertil for at fejre nytår.

Januar måned i stikord:

  • Jeg er skiftet fra support/server afdelingen i firmaet til SEO-afdelingen
  • Vi havde solformørkelse den 15. januar
  • mit internet virker stadig ikke, så nu har jeg lånt af en kammerat
  • Oplevelser i form af Chiang Mai Zoo, Royal Flower Expo
Februar måned indtil nu:
  • 34th flower festival i Chiang Mai, 5.-7. februar
Og hermed billeder fra den "svundne tid"

13. januar 2010

Offline

Pt. har jeg ingen netforbindelse derhjemme (siden 24/12-09), da TOT (Thailands telefonselskab) har ophørt samarbejdet med min internetudbyder. De finder forhåbentligt snart en løsning på problemet så jeg igen kan få svaret på alle Jeres mails, være aktiv på facebook og se familie og venner på Skype igen.

Indtil da, ha' det godt alle sammen, det har jeg.

20. december 2009

Peters fede juleferie

Så er ørnen landet.
Frisk luft og megakoldt var de første tanker der gik gennem mit hovede. Efter 21 timers rejse og en temperaturforskel på godt 35 grader, er jeg nu indlogeret på det bedste hotel i Danmark. Adressen er Drejervej 30, og det er SÅ godt at se familien igen. Julegaverne ER pakket ind og juletræet er pyntet så nu er det "blot" at få det resten gjort klar til den 24. december. Jeg og maven er gået i træningslejr, da ris, kylling, grøntsager og chili er lagt på køkkenhylden for en stund. Det har allerede (ifølge den elektroniske vægt) sat sine spor. Her på bloggen har vi intet at skjule, så grafen som du finder ved at klikke på overskriften i indlægget vil blive ajourført og opdateret hen over julen. Glædelig jul til alle der stadig måtte læse med